Nyt navn – ny energi

Det har været på vej – længe. Men nu er beslutningen taget og Galerie Hella er nu blevet udskiftet og hedder nu fremadrettet ArtbyHella.

Det føles godt og frigør samtidig en masse energi til at lave kunst til væggen, fremvise sine malerier og henvende sig til gallerier, som kunne være interesseret.

Kunstforeninger henvender sig oftere nu for at høre, om jeg kunne have lyst til at vise mine billeder frem i deres udstillingslokaler.

Kunstmesser er også kommet på repertoiret – i perioder – dog stadig begrænset, da det kræver energi på flere planer. Især det, at være kreativ og producere malerier, og så stå som salgsambassadør en hel weekend med dertil hørende udgifter, tid og engagement.

Det er givende, lærerigt og man kan her møde sit publikum.

ArtbyHella frisætter nye tanker, nye ideer og energi til at fordybe sig i de kreative processer, som det jo er, når man overgiver sig til den intuitive, tilfældige og skabende energi.

Stadig ingen skitser, men fri fantasi og tilfældige tilskyndelser i den kreative proces. Så et maleri opstår lag på lag på lag og er stadig et mix af papir, lim, tryk, streg og akrylfarver, som binder hele maleriet sammen til et hele.

On my way

Dette maleri er et af de seneste færdiggjorte malerier i mixed media fra min hånd og beskriver meget godt min proces i et ønske om at forlade klinikken og overgive mig til mit intuitive og kreative sprog, som kommer fra mit hjerte – hele mig – ja kun mig.

Maleprocessen er en indre dialog med et spirituelt og åndeligt meditativt afsæt som inspirationskilde.

”On my way” er for derfor for mig en meget rammende titel. Sådan føles det – og så må frustrationerne så småt vige for glæden, entusiasmen og mit hjertets sprog – det der virkelig kendetegner mine dybeste strenge.

”On my way” 60x80 cm

Og hvor er jeg så på vej hen?

Mit liv har været og er en spændende rejse med mange oplevelser, dertil hørende udfordringer, men også  fyldt med nysgerrighed på livet og hvad der er lige rundt om hjørnet.

Det handler om valg og fravalg. Det sidste er nok min største udfordring og har været længe.

Der er så småt ved at tegne sig et ”billede” af den vej som mit hjerte længes imod, men egoet og fortidens DNA har længe kastet små kile i mit fremtidshjul og blokeret for udsynet og modet til at tage de nødvendige skridt.

Hele mit indre har været på en rutsjetur i livets karussel. Måske er det bare tiden. Måske er det noget andet.

Jeg kender ikke svarene, men lyset er ved at trænge igennem til min nye vej. Nu lysner det og ideerne finder vej gennem sprækkerne i min indre modstand og frygtens scenarie i at forvente det værste……

Tanker skaber vores liv

Og så blev jeg mindet om, at mit mindset længe har farvet mit udsyn og at mine tanker åbenbarer min vej.

”Hvad du ønsker skal du få”
”Troen flytter bjerge”
”Tanker bliver til ord og ord bliver til handling og handling skaber dit liv”

Så hvad tænker og tror du på? Hvad drømmer du om ?

Tror du på glæden, gode oplevelser, gode venner, heldet, kærligheden og en lys fremtid?

Jeg er begyndt at se lyset bryde igennem en mur af modstand og triste tanker – befriende, varmende og farvet med masser af håb for mit liv og min fremtid.

Maleriet, meditation, række ud efter andre og lange gåture i naturen er min medicin. Hvad er din?

”Daydreaming” 60x80 cm

Tør du stå ved den du er?

Når man er sensitiv lige som jeg – og det er det mange, der er – så er man følsom på flere planer også overfor andres energier og behov.

Og det er her ”vælteper” kan komme ind og ”vælte” de beslutninger man har taget for sig selv og den holdning man har til verden. Man mærker den anden (de andre) og vupti vupti så ”glemte man sit eget ståsted og sine egne valg.

Tør ikke vise sig selv fuldt og helt. Den anden (de andre) bliver lige pludselig centrum i ens mindsæt og ”pleaseren” tager over……….ja så er det forfra igen – vi snubler alle på vejen…….

Mit maleri har 100 procent mit eget udtryk.

Her står jeg stærk i min egen energi, især når jeg maler. Her vakler jeg ikke længere. Det er mig og mit udtryk.

Måske vil der i fremtiden også komme flere ord med i processen, da hvert enkelt maleri har sit helt eget udtryk og sin egen fortælling. Så måske……..det er stadig på tankeplan….og så er det jo ikke langt til ordene, handlingen og manifestationen…..

”Spejlinger” 50x90 cm

Kunsttryk og kort

På opfordring er der lavet kunsttryk af forskellige malerier. Max 10 af hver – signeret og nummereret og i standardstørrelse 30×40 cm.

Standardstørrelsen gør, at det er nemmere at finde rammer der passer.

Kort i forskellige størrelser, tykkelser, enkelt eller dobbelt, aflangt eller firkantet og alle med konvolut kan nu også bestilles og købes fra ArtbyHella.

 

Kunsttryk og forskellige kort fra ArtbyHella.

Glædelig jul og godt nytår

ArtbyHella ønsker alle en glædelig jul og et dejligt nytår.

Måske vi mødes i det nye år.

Måske herhjemme, på messer eller på galleri.

Måske du kunne tænke dig et besøg i eget hjem og se malerierne ”in real”.

Med de kærligste julehilsner

Hella Carstens
ArtbyHella

Hella Carstens

“Jeg ved aldrig, hvad der vil ud og hvordan fortællingen vil forme sig på lærredet.

Når jeg maler, starter jeg med flere forskellige materialer og teknikker. Det er lidt som at lægge et puslespil. Først kan et virvar af puslebrikker virke kaotisk, men ved at lægge dem brik for brik, genskabes et billede med en historie, vi kan forholde os til.

Maleriet er min pauseknap og balsam for de dybeste strenge i mig.”

Åbningstider i
Art by Hella

MandagLukket
Tirsdag15.00 - 17.30
Onsdag15.00 - 17.30
Torsdag15.00 - 17.30
Fredag15.00 - 17.30
LørdagLukket
SøndagLukket

Ellers efter aftale. Ring 25 66 75 61 eller send en mail til hella.carstens@live.dk

Få nyt fra Art by Hella

Nyhedsbrevet sendes når der er nyheder, fx nye malerier, udstillinger o.lign. 

Du kan altid afmelde dig med et klik.